Årets løb i Blåbjerg er kørt og igen leverede plantagen et fedt, hårdt, sjovt og udfordrende cykelløb for alle aldre og niveauer.
Det har den gjort nu i 25 år, og selv om der er løbet meget vand i åen siden og der er sket rigtig meget med mountainbikesporten igennem årene, så er der mange ting der er nøjagtig de samme, som da løbet blev født i 1998.
Løbet afholdes stadig den sidste søndag i efterårsferien, det er stadigvæk hårdt at køre startloopet de ca. 1200 meter op på parkeringspladsen, rævebjerget er akkurat lige så højt og modbydeligt som for 25 års siden, en god gang efterårsregn giver lige løbet en ekstra dimension og så der stadigvæk bare en helt fantastisk stemning til løbet.
Med en ny sponsor på sidelinjen – Sparekassen for Nr. Nebel og omegn kunne vi 9.45 skyde årets løb i gang, ved at sende børnene i U/11, U/13 og U/15 rækken afsted på en lidt reduceret rute i forhold til voksenruten.
På trods af dommedags profetier i løbet af ugen med trusler om massivt nedbør, stormvejr og alverdens ulykker, så stod ruten knivskarp og uden en eneste vandpyt på sporet, da de yngste deltagere kørte ud af startboksen. Der skulle køres imellem 2 og 4 runder, alt efter klasse og der blev vist rigtig god MTB teknik og fart blandt de unge mountainbikere.
Ved starten kl. 11.00, der sendte både E-bikerne, dame motion og herre motion afsted, var underlaget stadig forholdsvis tørt, og det betød godt med fart på sporet og glade smil hele vejen rundt.
Lige så fint som vi fik gennemført 2. start, ligeså godt fik vi 3. start sendt afsted kl. 13.30 på en fin tør rute. Afsted kom U/17 ungdom, H40, H50, H60 og motion 4 omgange og som perler på en snor blev deltagerne fordelt på singletracken, efter at den gode gamle bakkespurt havde sorteret lidt i deltagerne og hårdt og brutalt havde rangordnet rytterne efter dagsform og fysisk formåen…….
Det blev et fedt og hårdt løb og som lille bonus kom regnen efter 1. runde. Det glatte underlag betød for nogen en lidt mere forsigtig nedkørselsteknik og for alle deltagere en noget ”blødere” rute og deraf langsommere omgangstider – Sådan har det altid været………også for 25 år siden……
Tak for deltagelsen, tak til sponsorer, N.S. og Blue Mountains for lån af skoven, fotografer samt alle øvrige frivillige der igen i år har leveret en kæmpeindsats.
Vi glæder os allerede til næste år – Husk at sætte kryds i kalenderne den sidste weekend i uge 42 – 2024 vi står klar med ny cykelfest uanset vejrudsigten.
Med venlig hilsen og på gensyn
Varde Cykelklub