SparNebel MTB/ gravel race 2025 er gennemført på en helt igennem fantastisk dag på sporet i Blåbjerg plantage og på grusvejene og stranden syd for plantagen.
Det var som om humøret i og omkring stævneområdet, på Rævebakken og hvor man ellers kunne møde glade deltagere, tilskuere og officials – simpelthen havde fået en ekstra tand i år
Om det var solen, der har forkælet os hele weekenden, eller det var fordi efterårsferien er forbi vides ikke, men overalt var der lutter brede smil og god energi.
Alt spillede da også – et par enkelte småskrammer kunne vi ærgre os over, men så skulle vi virkelig gøre os umage med at bekymre os som arrangør i dag.
MTB race i Blåbjerg – en klassiker udsat for små justeringer:
Løbet i Blåbjerg er som bekendt en vaskeægte klassiker, der blev født for 27 år siden. Der har været små justeringer undervejs – eks. for 2 år siden, hvor vi fik gravelløbet med under fanerne.
I 2025 udgaven opstod så begrebet ”lille ræv” og ”stor ræv” som betegnelsen for henholdsvis 2 runder og 3 runder på ruten, der for hver runde fører os op over det berygtede Rævebjerg hele 2 gange – heraf navnet.
Det nytænkte set up betyder, at vi starter flere klasser sammen og man kan således konkurrere direkte med sin bedstefar eller sin lidt yngre nabo og stadig blive målt og fejret i sin klasse efterfølgende.
Uanset nye begreber så er gamle dyder og traditioner stadig en del af løbet – bla. at der bliver gået til stålet og kæmpet nogle vaskeægte gladiator kampe. På ”stor ræv” som tiltrækker løbets hurtige ryttere lå forskellen på køretiden i top 10 på under 5 min – så intet var afgjort før ”den fede dame havde sunget”
Gravelruten var jo enten 1 x 45 km. eller 2 runder og således 90 km rundt i den vestjyske vildmark på grus, små stier, asfalt og sandstrand.
Akkurat som på MTB siden var det på den lange 90 km rute meget, meget close race: Efter godt 2 timer og 44 minutter kommer top 10 rytterne hjem inden for 3 minutter……Til gengæld var der øde omkring den hurtigste deltager på den korte rute: i tiden 1:20 kom vinderen ind med 10 min ned til nr. 2
Tak for i år, tak for den gode energi og brede smil , tak til sponsorer, N.S. og Blue Mountains for lån af skoven, fotografer samt alle øvrige frivillige der igen i år har leveret en kæmpe indsats.
Vi glæder os allerede til næste år – Husk at sætte kryds i kalenderne den sidste weekend i uge 42 2026
TILLYKKE til vinderen af cyklen: Keld Bøgh..
Resultater 2025: https://www.sportstiming.dk/event/16260













